Om klubben‎ > ‎Æresmedlemmer‎ > ‎

Anni Bech

Ved Fløng-Hedehusene Idræts delegeretmøde torsdag 27. marts blev Anni Bech velfortjent udnævnt til æresmedlem.
Formand Jan Kock sagde disse ord til Anni:


Udnævnelse af Anni Bech til æresmedlem, 27. marts 2014


Anni Bech har været medlem af Fløng Kondi fra klubbens start i 1990. Fra den spæde start har Anni målbevidst trænet sig op til at kunne løbe længere og længere hvilket har resulteret i at hun har gennemført i nærheden af 50 Marathon, diverse extrem løb og senest en Ironman. Anni har i tidens løb sat sig nye og mere krævende mål og nået dem. At opgive undervejs har været utænkeligt. Med sit eksempel har Anni inspireret andre medlemmer til at finde glæden ved at løbe og indpodet dem aldrig at give op undervejs.
At komme ud i verden og opleve løb i fremmede byer har altid stået højt i hendes planlægningskalender ligesom rejsen og billig indkvartering – med hendes evne til organisering og planlægning - blev klaret til stor tilfredshed for de ofte mange deltagere.
Fra klubbens start har Anni beklædt posten som kasserer og først da hun blev formand for klubben måtte hun nødtvungen opgive denne post. Som formand sprudler Anni med nye ideer og initiativer som har skaffet mange nye medlemmer til klubben.
Også Hedelandsløbet og Bjergløbet har hendes store bevågenhed. For år tilbage var der så få deltagere til løbene at der var røster om at nedlægge dem men Annis stædighed og udholdenhed satte en stopper for videre overvejelser om dette og i dag deltager mellem 150 – 200 glade løbere og powerwalkere hver måned i Hedelandsløbet hvor Anni og Erik og andre fra klubben står for afviklingen.
Om nogen er Anni Fløng Kondis ildsjæl og har til fulde fortjent at blive udnævnt til klubbens æresmedlem.